Jeg er ved at pakke kufferten. Turen går til fantastiske New Zealand - igen, igen 🇳🇿
Jeg var der tidligere på året og havde egentlig ikke regnet med at komme tilbage så hurtigt. Men jeg glæder mig. Det er et utroligt smukt sted, og der er stadig meget, jeg gerne vil se. Dette bliver min tur nummer 5!
Når jeg rejser, får jeg altid lidt afstand til hverdagen og arbejdet. Jeg lægger mærke til farver, materialer og små detaljer på en anden måde, og nogle gange finder de senere vej ind i mit strik, uden at jeg egentlig tænker over det, mens jeg er afsted.
Og New Zealand er jo lidt særlig, når man holder så meget af uld, som jeg gør.
Jeg skal selvfølgelig have strikketøj med. Jeg har ikke helt besluttet hvor meget endnu, men erfaringen siger mig, at jeg som regel tager mere med, end jeg får brug for. Der er noget hyggeligt ved at have et projekt med på rejsen, også selvom det kun bliver til nogle få pinde hist og her.
Hvis du selv mangler noget til pindene her i november, kan du tage et kig på Gudrun, en af mine sweateropskrifter og et dejligt projekt til de køligere måneder.
Jeg glæder mig til at komme tilbage, opleve mere af landet og se, hvad jeg tager med hjem denne gang.
God strikkelyst, Camilla 🧶